Månedsarkiv: august 2013

En af de gode oplevelser.

En gang i mellem opstår der et ønske om en lykkelig udgang for en af grenene i slægtstræet. Som forleden hvor jeg krydstjekkede en kvindelig slægtning. Hendes forældre døde begge, inden hun fyldte 3 år. Ifølge min første optegnelser, så var hun afgået ved døden inden 1881, men mit krydstjek viste, at hun befandt sig hos sin stedfar i sognet i 1890. – Så blev jeg nysgerrig. Slog op i kirkebogen 14 år efter hendes fødsel for at finde hendes konfirmation og vupti – der var hun stadigvæk hos hendes stedfar og hans nye familie.

Så tog jeg et wild shot – gik ind i sognets kirkebog ledte under vielser fra hendes 18. år – og en gang til succes!! – Der stod hun som 22 årig og blev gift om sommeren. 🙂 – Herligt. Næste skud: Gommen stod som gårdejer i et nyt sogn. De var forholdsvis unge – måske ville der komme børn hurtigt. En gang til gommens sogn, og der var kommet et stk. søn leveret juleaften 1901. – Nå, voksede træerne ind i himlen. Niks, men jeg fandt hele familien i folketællingerne fra 1906, og sønnens konfirmation i 1916. – Ikke flere børn i kirkebogen. Og jeg leder stadigvæk i folketællingerne efter den lille familie. Men fra at være endnu en lille pige, der døde alt for tidlig, så har hun nu fået en helt anden historie som mor og hustru.

Mit næste projekt med den kvinde må være at finde ud af, hvorfor jeg ikke kan finde familien i folketællingerne, når nu de var der til at starte med. – Måske jeg bare leder det forkerte sted….

Forord

Når du først en gang er blevet bidt af at forske i din slægt, så forsvinder lysten ikke lige med det samme igen. Du mister din nattesøvn, fordi du lige skal finde ud af, hvad der skete med den person, som du efterforsker. Under forskningen bruger du en gang i mellem gloser, der ikke begår sig i det finere selskab, eller du jubler, mens andre i rummet ser undrende til.

At blive bidt af slægtsforskning resulterer i irritation over ikke at kunne finde de rigtige personer, jubel over endelig at binde historierne sammen og aha-oplevelser, når grene i slægtstræet bliver flettet ind i hinanden.

Der kan være små historier om nabogården, hvor datteren fulgte med som et arrangeret ægteskab.

Der er aftner, hvor yndlingsserien glemmes, tid og sted forsvinder, og alt sker ved hjælp af folketællinger og kirkebøger.

Det kræver sit at leve sammen med en amatør-slægtsforsker. Du skal være åben for ture til kirkegårde, glemte egne og en kæreste, der står med tårer i øjnene over et gravsten, der er over 50 år gammel – uden nogen umiddelbar tilknytning til hende, indtil du får historien. Du skal være klar over, at en gang imellem så glemmes tid og sted. Børnene må selv åbne køleskabet, hjemmet flyder og hun sidder som en anden Jens Vejmand bag skærmen. Jeg takker selv for min kærestes overbærenhed.

Som slægtsforsker er der vigtigheden af at bruge de levende kilder, selvom de også skal dobbelttjekkes. De levende kilder kan give personlighed til døde slægtninge og forståelse for umulige valg.

En af mine personlige bedste oplevelser har været et besøg på det lokalhistoriske arkiv på Thurø. Pludselig opdagede jeg fysiske ligheder med tre stærke kvinder, som kunne fortælle mig, hvor min næses form kom fra – Mårodde-næsen. Det var pudsigt at se lighedspunkter i min familie med slægtninge længere væk i mit store slægtstræ.

Mit største anke som kvindelig slægtsforsker er, hvor svært det er at få kød på mine formødre. De blev gift, fik børn og døde, nogle i barselssengen. Og så slutter deres historier. Så er der nogen, der kan give mig anekdoter om mine kvindelige slægtninge, så tager jeg gerne imod.

Den stærkeste oplevelse er, når fornemmelsen af en slægtning taler til dig og på tværs af tiderne forsøger at fortælle dig sin historie. Der opstår en forbindelse og dyr nattesøvn forsvinder. En gang imellem har jeg givet slip på slægtninge for selv at kunne kravle videre i slægtstræet, andre gange har kravleturen givet løsningen. Men af og til må jeg bare love mig selv og min slægtning at vende tilbage – og så mange år senere.