Tag-arkiv: #slægtsforskning

Tænk en gang

Kender I det? – Ind i mellem sidder du bare fast som slægtsforsker. Enten har du forsket så meget i en familie, at det er svært at finde mere eller også er du i den situation, at de kirkebøger, som du skal bruge enten er ulæselige eller måske brændt. Jeg har et par stykker af den slags. Tippere, der gerne vil fortælle deres historie, men jeg kan ikke komme videre med dem. Fordi det, som jeg kan finde, ikke er kildetro.

Og så en aften over et stille godt glas rødvin (en af mine uvaner og passioner) kommer der kød på personen. Du kommer videre. Det kan være med min akilleshæl en lægsrulle. Jeg mangler virkelig kendskab til denne form for kilder eller bare ved et tilfældigt opslag på internettet. Hvilket jo egentlig er en fejl, at jeg ikke har sat mig mere i det. – På https://www.sa.dk/brug-arkivet/laer/intro-laegdsruller findes der en god overskuelige oversigt. Jeg har bare ikke knækket koden 🙂 – Så byd endelig ind. En anden mulighed for et gennembrud kan også være tilfældets magt. Du har overset et vigtigt spor og med et, så får du hul på bylden.

Kvinden på billedet fra i dag er min morfars mor Ena Marie Christensen. Hende har jeg en del om. Min mor og min morbror har fortalt historier om kvinden, som fødte 10 børn, der er registreret i kirkebogen. Desuden går familielegenden på, at der var en enkelt eller to, der blev begravet i baghaven på Bredkjær. Om Ena Marie har jeg skrevet denne historie:

Ena Marie Christensen kom med 12.000 kr., da hun giftede sig med Peder Sørvad Engelbrechtsen – De penge byggede hun et nyt Stuehus for på Bredkær.

De sidste år af Ene Maries liv bor hun sammen med sin søn Henry i en stor hjørnevilla i Herning. Nørreallé 13.

En kold januar eftermiddag sover Ene Marie ind på gården Ny Møltrup. Hun er det sidste stykke tid blevet passet af hendes datter Sigrun. 5 dage senere bliver Ene Marie begravet ved siden af sin mand Peder på Nøvling kirkegård.

Et par uger mit liv har jeg rent faktisk boet i den villa i Herning, som min oldemor levede hendes allersidste år i.

Tænk en gang

Kender I det? – Ind i mellem sidder du bare fast som slægtsforsker. Enten har du forsket så meget i en familie, at det er svært at finde mere eller også er du i den situation, at de kirkebæger, som du skal bruge enten er ulæselige eller måske brændt. Jeg har et par stykker af den slags. Tippere, der gerne vil fortælle deres historie, men jeg kan ikke komme videre med dem. Fordi det, som jeg kan finde, ikke er kildetro.

Og så en aften over et stille godt glas rædvin (en af mine uvaner og passioner) kommer der kæd på personen. Du kommer videre. Det kan være med min akilleshæl en lægsrulle. Jeg mangler virkelig kendskab til denne form for kilder eller bare ved et tilfældigt opslag på internettet. Hvilket jo egentlig er en fejl, at jeg ikke har sat mig mere i det. – På https://www.sa.dk/brug-arkivet/laer/intro-laegdsruller findes der en god overskuelige oversigt. Jeg har bare ikke knækket koden 🙂 – Så byd endelig ind. En anden mulighed for et gennembrud kan også være tilfældets magt. Du har overset et vigtigt spor og med et, så får du hul på bylden.

Kvinden på billedet fra i dag er min morfars mor Ena Marie Christensen. Hende har jeg en del om. Min mor og min morbror har fortalt historier om kvinden, som fædte 10 bærn, der er registreret i kirkebogen. Desuden går familielegenden på, at der var en enkelt eller to, der blev begravet i baghaven på Bredkjær. Om Ena Marie har jeg skrevet denne historie:

Ena Marie Christensen kom med 12.000 kr., da hun giftede sig med Peder Særvad Engelbrechtsen – De penge byggede hun et nyt Stuehus for på Bredkær.

De sidste år af Ene Maries liv bor hun sammen med sin sæn Henry i en stor hjærnevilla i Herning. Nærreallé 13.

En kold januar eftermiddag sover Ene Marie ind på gården Ny Mæltrup. Hun er det sidste stykke tid blevet passet af hendes datter Sigrun. 5 dage senere bliver Ene Marie begravet ved siden af sin mand Peder på Nævling kirkegård.

Et par uger mit liv har jeg rent faktisk boet i den villa i Herning, som min oldemor levede hendes allersidste år i.

Løse tanker

Fordelen ved at have slægtsforskning som hobby, det er det er gratis. Det koster tid – masser tid og lyst til at sidde i sene nattetimer med arkitektlampen tændt i selskab med pc’en og når det er en ekstra luksus rødvin, mens resten af familien er gået i seng. – Men du bliver lige siddende lidt længere, fordi nu fandt du en folketælling, som bragte dig på sporet af en historie. Eller en vielse som befinder sig efter barnets dåb. Og pludselig er klokken 3 om natten.

Slægtsforskning giver også jævnligt stof til samtaler, fordi alle familier har deres historier om skurke og børn uden for ægteskabet. Det er bare ikke alle, som taler højt om det. Men kommer der først hul på historien, giver ordene krop til en lang og ofte meget spændende fortælling.

Læse tanker

Fordelen ved at have slægtsforskning som hobby, det er det er gratis. Det koster tid – masser tid og lyst til at sidde i sene nattetimer med arkitektlampen tændt i selskab med pc’en og når det er en ekstra luksus rædvin, mens resten af familien er gået i seng. – Men du bliver lige siddende lidt længere, fordi nu fandt du en folketælling, som bragte dig på sporet af en historie. Eller en vielse som befinder sig efter barnets dåb. Og pludselig er klokken 3 om natten.

Slægtsforskning giver også jævnligt stof til samtaler, fordi alle familier har deres historier om skurke og bærn uden for ægteskabet. Det er bare ikke alle, som taler hæjt om det. Men kommer der færst hul på historien, giver ordene krop til en lang og ofte meget spændende fortælling.

En af de gode oplevelser.

En gang i mellem opstår der et ønske om en lykkelig udgang for en af grenene i slægtstræet. Som forleden hvor jeg krydstjekkede en kvindelig slægtning. Hendes forældre døde begge, inden hun fyldte 3 år. Ifølge min første optegnelser, så var hun afgået ved døden inden 1881, men mit krydstjek viste, at hun befandt sig hos sin stedfar i sognet i 1890. – Så blev jeg nysgerrig. Slog op i kirkebogen 14 år efter hendes fødsel for at finde hendes konfirmation og vupti – der var hun stadigvæk hos hendes stedfar og hans nye familie.

Så tog jeg et wild shot – gik ind i sognets kirkebog ledte under vielser fra hendes 18. år – og en gang til succes!! – Der stod hun som 22 årig og blev gift om sommeren. 🙂 – Herligt. Næste skud: Gommen stod som gårdejer i et nyt sogn. De var forholdsvis unge – måske ville der komme børn hurtigt. En gang til gommens sogn, og der var kommet et stk. søn leveret juleaften 1901. – Nå, voksede træerne ind i himlen. Niks, men jeg fandt hele familien i folketællingerne fra 1906, og sønnens konfirmation i 1916. – Ikke flere børn i kirkebogen. Og jeg leder stadigvæk i folketællingerne efter den lille familie. Men fra at være endnu en lille pige, der døde alt for tidlig, så har hun nu fået en helt anden historie som mor og hustru.

Mit næste projekt med den kvinde må være at finde ud af, hvorfor jeg ikke kan finde familien i folketællingerne, når nu de var der til at starte med. – Måske jeg bare leder det forkerte sted….

Forord

Når du først en gang er blevet bidt af at forske i din slægt, så forsvinder lysten ikke lige med det samme igen. Du mister din nattesøvn, fordi du lige skal finde ud af, hvad der skete med den person, som du efterforsker. Under forskningen bruger du en gang i mellem gloser, der ikke begår sig i det finere selskab, eller du jubler, mens andre i rummet ser undrende til.

At blive bidt af slægtsforskning resulterer i irritation over ikke at kunne finde de rigtige personer, jubel over endelig at binde historierne sammen og aha-oplevelser, når grene i slægtstræet bliver flettet ind i hinanden.

Der kan være små historier om nabogården, hvor datteren fulgte med som et arrangeret ægteskab.

Der er aftner, hvor yndlingsserien glemmes, tid og sted forsvinder, og alt sker ved hjælp af folketællinger og kirkebøger.

Det kræver sit at leve sammen med en amatør-slægtsforsker. Du skal være åben for ture til kirkegårde, glemte egne og en kæreste, der står med tårer i øjnene over et gravsten, der er over 50 år gammel – uden nogen umiddelbar tilknytning til hende, indtil du får historien. Du skal være klar over, at en gang imellem så glemmes tid og sted. Børnene må selv åbne køleskabet, hjemmet flyder og hun sidder som en anden Jens Vejmand bag skærmen. Jeg takker selv for min kærestes overbærenhed.

Som slægtsforsker er der vigtigheden af at bruge de levende kilder, selvom de også skal dobbelttjekkes. De levende kilder kan give personlighed til døde slægtninge og forståelse for umulige valg.

En af mine personlige bedste oplevelser har været et besøg på det lokalhistoriske arkiv på Thurø. Pludselig opdagede jeg fysiske ligheder med tre stærke kvinder, som kunne fortælle mig, hvor min næses form kom fra – Mårodde-næsen. Det var pudsigt at se lighedspunkter i min familie med slægtninge længere væk i mit store slægtstræ.

Mit største anke som kvindelig slægtsforsker er, hvor svært det er at få kød på mine formødre. De blev gift, fik børn og døde, nogle i barselssengen. Og så slutter deres historier. Så er der nogen, der kan give mig anekdoter om mine kvindelige slægtninge, så tager jeg gerne imod.

Den stærkeste oplevelse er, når fornemmelsen af en slægtning taler til dig og på tværs af tiderne forsøger at fortælle dig sin historie. Der opstår en forbindelse og dyr nattesøvn forsvinder. En gang imellem har jeg givet slip på slægtninge for selv at kunne kravle videre i slægtstræet, andre gange har kravleturen givet løsningen. Men af og til må jeg bare love mig selv og min slægtning at vende tilbage – og så mange år senere.