Cocoon-frakke

Frakke nr 2

Det forpligter at være poster Girl, så da Christina Albeck lavede et Tester Call for sin Cocoon Coat, var jeg klar til at sy årets frakke nr. 2.

_r7b9954-2Frakken er inspireret af 1960’ernes runde form med stor sjalskrave. En af de krave-modeller, som jeg meget sjældent (som i vist nok aldrig før, det er under alle omstændigheder mindst 25 år siden) har givet mig i kast med. Frakken er designet til en stofkvalitet i uld eller uldblanding. Den har foer, enkelt paspolerede lommer (denne gang havde jeg ingen undskyldninger 🙂 ).  Raglan-ærmer, som giver en meget smuk ryg. Modellen er rummelig og komfortabel.

Stofvalget gav sig selv; uld. Jeg var allerede under syning af den første frakke faldet pladask for en af MeterMeters Uld/Kashmir/Melton kvaliteter. Mit næste store og svære valg var farven. Der var en del tænken frem og tilbage, udelukkelse-metoden blev også taget i brug. Så jeg til sidst endte nede på 3 farver:

Der måtte jeg have lidt hjælp, så lidt mail-korrespendance med Pia Jensen fra MeterMeter gav mig løsningen, jeg vaklede mellem den røde og petrol, for som Pia skrev, så vil detaljerne ikke træde så tydeligt frem i den mørkeblå frakke. For en gang skyld hoppede jeg så væk fra det sikre valg for mig, og valgte den petrolblå.

Stoffets kvalitet er 80 % uld, 10 % kashmir og 10 % polyamid. Stoffet er 150 cm bredt, og vejer 360 g/m2 . Prisen er 195,- dkr. Måske i den dyre ende, men for en frakke, som min indre jyde ønsker skal holde mere end en sæson, der er budgettet ca 1.000 dkr. + mange sytimer – rigtig mange. Jeg kan godt lide, når et færdigsyet stykke tøj oser af kvalitet. Ofte vil jeg hellere vælge kvalitet frem for kvantitet. En ting er at have mange frakker hængende skabet, hvis de alle er af en dårlig eller for billig stofkvalitet. Selvfølgelig er jeg også så meget hobbysyerske, at jeg glad og gerne dykker dybt ned i diverse stofbutikkers restbunker, der kan findes guld. Men det må jeg vist blogge om en anden gang. Så tilbage til frakken, inden jeg ryger ud af en forkert tangent.

_r7b9983Til foer er valgt en klassisk sandfarvet duchesse til 70 dkr pr. m. Så meget det sikre og ufarlige valg, men bestemt udfra devisen, at jeg er farverig i tøjvalg, og så vil et mere dominerende foer fuldstændig tage over eller forstyrre. Foeret er 100 % acetat, så det har betydet strygejern på lav (som i silke-lavt) temperatur. Jeg er næsten sikker på, at alle, som syer selv, har prøvet det. (Siges der andet, så er det fordi man ikke vil indrømme det 😉 ). Jeg har mere end en gang oplevet foer, som har fået for meget af strygejernet, og der er kun en at blive sur og vred på samt ked af det i det tilfælde, det er en selv. At jeg vælger en duchesse og ikke en kvalitet, som koster det halve, jamen, det er jo samme begrundelse som før. Kvalitet fremfor kvantitet.

Det er altid lidt af en gambling at bestille pr. postordre, og ja, jeg er blevet skuffet et par gange. Derfor var det også med bævende hjerte og rystende hænder, at jeg pakkede (læs: rev posen op som et andet forkælet barn juleaften 🙂 ) posten op fra MeterMeter, men jeg blev på ingen måde skuffet. Ulden var en tone mørkere i farven, end jeg havde forestillet mig, og meget lettere en jeg havde forventet 😀 😀 Lækker kvalitet. – Jeg blev så glad. At så Pia er så lumsk, at hun sender lokkemad med i sine pakker, det er en helt anden historie. Fine stofprøver, der bare råber på at blive bestilt og skriger på at komme på mit lager. Kærestens tørre jydske reaktion var: “Det er da en farve”.

Selve mønstret er som alle mønstre fra Wardrobe By Me et PDF-mønster. Som Christina allerede nævnte ved sidste jakke. “It’s a evil pattern” – Men med katte som papirholdere så lykkedes alt. Mønsteret er delt i to dele et med mønster til indlæg og foer, og et med foer og selv stoffet. Jeg nævner lige igen, der er mønster til indlæg. Ja, der er 64 A4-sider med mønster, der skal tapes sammen. Men det opvejes for mig af mønsteret til indlæg og foer. Det er ren feinsmeckeri for mig. Jeg hørte godt, at kæresten mumlede noget om en mindre regnskov. For en enkelt gang skyld blev min hørelse meget selektiv.

Der er 18 mønsterdele i alt. 9 dele i selve stoffet, 4 dele af foer og 5 dele af indlæg. Der er meget forarbejde, det hører med. Jeg lader altid stoffet hvile et par par timer, når der er strøget indlæg på. Stoffet skal være “koldt”, inden du begynder at arbejde med det.

Der blev drukket adskillige kopper luksuskaffe under opsyningen.

Der blev drukket adskillige kopper luksuskaffe under opsyningen.

En af mange luksusting ved Christinas mønstre, det er, at der er “layers”/lag, når du printer dit mønster ud. Dvs, at når du åbner mønstret i Adobe Acrobat reader, så kan du vælge at skrive samtlige “lag” ud, og selv tegne mønsteret af. Eller vælge den nemme løsning, klik ind på din egen størrelse og fjern alle de andre 😀 Fjern kun de uønskede størrelser, lad være med at trykke på andet. Er dit taljemål til en størrrelse og hofte til noget andet, så få de to størrelser skrevet ud.

Selve mønstret er inkl. 1 cm sømrum og 4 cm oplægning. Jeg har fortalt Christina, at mine skrædderlærere (som jeg nævnte i bloggen om jakken) har tudet mine ører fulde med 2 cm sømrum. Christinas humoristiske svar, at jeg skal lade mine ellers meget kompente skrædderlærere tude og vælge hendes valg af sømrum. For jeg har jo SELVFØLGELIG valgt størrelse efter mål og ikke efter forfængelighed. Undskyld, hvis jeg træder på en ligtorn der, men jeg var selv ved af ren forfængelighed at vælge en str M i stedet for en str L. Ind til min logiske sans sagde mig, at det er nemmere at sy ind end sy ud. 😀 Det viste sig efter opsyningen af frakken, at jeg burde have valgt en str. M 🙂

Til frakken skal bruges i bedste Olsenbande-stil:

  • 2,8-3 m vævet uldkvalitet
  • 1,8 m (lækkert) foer
  • 1 pæn knap (2,5-3,5 cm bred)
  • matchende tråd
  • 1,5 cm indlægsstof af passende kvalitet.
  • Godt printerpapir til at printe PDF-mønsteret ud på
  • Tape (Masser af det 😉 )

Invester både tid og penge i projekt: Find den rette stof kvalitet, spørg, tag ud i butikken, rør, føl, drøm tænk. Lad dig ikke skræmme af prisen. Tænk langsigtigtet. Ja, 1.000 dkr er mange penge for et “hobby”-projekt. Men frakken vil tage lige så mange timer med en dårligere og billigere kvalitet. Det er resultatet, som måske ikke helt lever op til dine egne forventninger, hvis du vælger den billige løsning. Min egen regning endte på 812, 81 dkr. med ALT tilbehør og inkl. rabatter 😉 og porto.

Hvis jeg nu bare bliver liggende helt stille og afslappet, så ser hun mig slet ikke.

Hvis jeg nu bare bliver liggende helt stille og afslappet, så ser hun mig slet ikke.

Selve syning er gået stille og roligt, min medfødte evne for overspringshandlinger gjorde, at jeg læste sybeskrivelsen igennem adskillige gange. For at være sikker på, at jeg havde forstået alt. Hvorefter jeg lavede et stort og elegant spring væk fra de paspolerede lommer på forstykket og det paspolerede knaphul. Sidstnævnte er ikke med mønsteret, men valgt rent syteknisk fordi min PFAFF expression 2038 og jeg endnu ikke efter snart 8 års samliv er kommet til overs, når det gælder knaphuller. Så hvorfor ikke bare prøve noget nyt og svært. Som vejledning til knaphullet brugte jeg Sysidens beskrivelse fra frakkenummeret i efteråret 2015.

Jeg kan kun konkludere, at Christina endnu en gang har ramt plet. Det er et mønster, som jeg har lyst til at bruge igen. Min mor, som er en årgang 1940, har også forelsket sig i modellen. Så det er en model, som spænder vidt. Som det også kan ses udfra billederne på Wardrobe by me’s hjemmeside, så har Christina en flok testere en alle mange størrelser og former 🙂 – Høje som lave.

Oveni købet kan mønsteret købes til intro-pris i en kortere periode. Og der er allerede et nyt mønster på vej i løbet af den kommende uge :).

 

_r7b0009