En helt almindelig lærdag

Tænk en gang, dagen blev slet ikke, som jeg har planlagt og regnet med. Planen var jo bare, at jeg skulle aflevere min tweenie på banegården, så hun kunne rejse til Odense ned til sin far og sin storebror. Jeg selv skulle have privat mor-tid med BodyFlow og Yoga på Nordkraft og bagefter tæsetid på Helmuth, super skæn brunch – kan kun anbefales (http://www.helmuthaalborg.dk/menu/brunch-buffet/) i selskab med nogle skænne kvinder. Dagen skulle slutte af med produktiv tid i selskab med Pfaff, Elna og Singer. Men tweenien startede ud med at være syg. Min indre ravnemor var ikke helt tilfreds med situationen. Mens min indre lævemor og hænemor i skæn forening udarbejdede en plan B. Og plan B fungerede faktisk. Jeg har ikke haft tid sammen med Elna, Pfaff og Singer. Legacy har heller ikke haft selskab af mig endnu. Min vivofit fortæller små 11.000 skridt. De må have foregået til og fra pigekammeret. (Og rundt i Aalborg). Til gengæld nåede jeg min mor-tid. Min kæreste er min redningsmand. Tweenien er syg endnu, diagnosen lyder på kraftig hovedpine, træthed og en stor irration over at spilde sin weekend på den slags pjat. Og jeg selv – tjah – nu er jeg nået så langt. Så plan C er tidlig op i morgen og så få lidt produktiv symaskine-ævelser. Og ikke mindst lidt nærden med min slægtsforskning i aften. Komme lidt flere grene og kviste på min træ.

Selvom dagen jo slet ikke blev, som jeg havde tænkt og planlagt. Så er jeg alligevel taknemlig. Taknemlig over, at jeg kunne have en samtale med mine to bærns far, uden at vi skændes, det har også taget 5 år. Taknemlig over, at det kun er en sygdom, som kan overståes og overleves, som min tweenie fejler. Taknemlig for, at min verden ikke længere braser sammen, når den slags sker. Og bare nærmest lykkelig.